Den, som kun tar spøg for spøg.

12okt

Læserbrev af Morten Grosbøl,  Byrådsmedlem for Dansk Folkeparti Randers

Den, som kun tar spøg for spøg.

Når de to selvbestaltede samfunds-revsere, Mikael Firlings Mouritsen og Kim Kristensen, på vegne af den gode tone, fremturer med en totalt tåbelig kritik af en munter bemærkning fra borgmesterens side og i den anledning påpeger, at ”Løsningen skal findes ved at alle 31 byrådsmedlemmer kigger indad og tænker på, hvordan man selv agerer.” så vil jeg gerne advare dem så kraftigt jeg kan!

Hvis de skulle være så heldige, at få øje på noget som helst ved at se indad, så vil jeg håbe, at de får øje på sammenhængen mellem borgmesterens humoristisk mente bemærkning og ”den generelle trussel mod kommunens ansatte”? Vi er nogle, der undrer os over den sammenkobling!

Det er en offentlig hemmelighed, at jo længere ud på venstrefløjen du kommer, jo mere sammenbidt og alvorlig bliver menigheden. Her er ingen plads til spøg og skæmt. Kampen mod alle de onde mennesker – der betaler regningerne – kræver total hengivelse og alvor!

At de kommunalt ansatte, hvis tillidsfolk i høj grad er involveret med Listerne og den yderste venstrefløj, ikke har mulighed for at forsvare sig, må så være en ufrivillig vittighed?

Piet Hein havde fat i noget væsentligt, da han sagde: ”Den, som kun tar’ spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.”