En strøtanke i valgkampen.

09jun

Indlæg af Hans Henrik Sørensen Folketingskandidat for Dansk Folkeparti Randers N

Den flygtningepolitik der har været ført de senere år af den nuværende regering, har gjort det alt for attraktivt at komme til Danmark. Antallet har været stigende, hvilket udgifterne hertil også har været. Regeringen blev af blandt andet Dansk Folkeparti gjort opmærksom på problemet og de indførte da også deres stramninger på området. Det gik dog som man kunne forvente, og de seneste undersøgelser viser, at det kun er et fåtal der bliver ramt af de nye ændringer.

Flygtningestømmen fortsætter og vi er rykket op i top af listen af lande, som flygtningene vælger som destination. Det skyldes efter internationale eksperters udsagn blandt andet de høje sociale ydelser og den velfærd vi tillbyder dem og det kan man jo godt forstå.

Under den nuværende regering er de offentlige ydelser der udbetales til en flygtningefamilie bestående af 2 voksne og 3 børn steget med ca. Kr. 10.000,-

Lektor, Peter Staarup udtaler til Berlingske: ”De økonomiske vilkår for flygtninge har en stor betydning. Når man gør vilkårene mere attraktive, vil det alt andet lige tiltrække flere asylansøgninger. Starthjælpen svarede til SU og hvis man gik tilbage til den, vil det givetvis rygtes, og det vil logisk påvirke strømmen af asylansøgere til Danmark nedad”.

I Dansk Folkeparti ønsker vi starthjælpen genindført, og de øvrige ændringer der er lavet under Helle Thorning ført tilbage på 2011-niveau. Derved kan vi spare 1 mia. om året – penge der kunne bruges langt bedere på vore sygehuse eller i ældreplejen.