EU – det fjerde rige

25apr

Blog af Nini Kristensen, Bestyrelsesmedlem DF-Randers.

Der er gået et kvart århundrede siden opløsningen af den gamle føderale stat, Sovjetunionen. De fleste kan huske den tid, hvis de tænker tilbage. Ser vi fremad, er EU-projektet på vej til at blive et nyt Sovjetunion, retningen er ikke til at tage fejl af. Et EU med politisk storhedsvanvid og totalitær overnationalisme, hvor de enkelte landes ubetydelige politikere, pludselig gennem EU, får magt som de har agt, og bekræfter hinanden i at EU er livet, vejen og sandheden.

Venstrefløjen elsker ensretning, de tænker for dig og ved, hvad der er bedst, du skal bare følge den store flok, så er du tryg i fællesskabet.

De røde har savnet socialismens ensretning af mennesker fra vugge til grav siden Sovjetunionens fald. Derfor elsker de EU, fordi unionen er så udemokratisk i sin totalitære bedreviden og det faktum at alle lande i EU skal ensrettes. De ser, hvordan de i ly af EU kan de få den socialistiske tankegang og ensretning af befolkningerne genindført.

Nationalstaterne skal nedbrydes, den europæiske befolkning skal ensrettes, gøres fattigere, den europæiske befolkning skal blandes op med afrikanere og folk fra mellemøsten med en uforenelig religion og kultur, så solidaritet og sammenhængskraft nedbrydes inde fra i de enkelte lande. Herefter kan nationalstaterne nedlægges, grænserne fuldstændigt slettes, og et et kæmpestort FJERDE RIGE er pludselig opstået bid for bid.

De enkelte landes politiske EU-fortalere går ikke af vejen for skræmmekampagner i kampen for at få en plads ved tag selv bordet i EU. De store lande står ikke tilbage for at overtrumfe de små lande i spørgsmålene om tvangskvoter for flygtninge eller uhensigtsmæssige alliancer med lande som Tyrkiet som allierede i ‘kampen mod masseindvandring til EU’. Det er luftkasteller. ‘Send en flygtning tilbage til Tyrkiet og modtag en ny!’ Hvis det ikke var sandhed, ville man tro, der var tale om en gammel molbohistorie.

EU har i sin iver efter storhed glemt, at de østeuropæiske lande, for ikke så længe siden, kom ud af Sovjetunionens kløer, og kan huske, hvad det det vil sige at være en del af et totalitært, overstatsligt styre. Derfor slår disse land sig nu i tøjret og lukker deres nationale grænser, både for at beskytte EU og egne interesser.

Det var ikke lige det, der var planen hos Projekt EU, og derfor modtager disse østeuropæiske lande kun kritik og anklages for at være usolidariske. De bliver truet med sanktioner, hvis de ikke retter ind og åbner deres grænser. I mellemtiden dukker der nye ruter op for rejsen op gennem Europa.  Islamisk Stat venter i Libyen, parat til turen over Middelhavet op til deres allierede i de europæiske parallelsamfund, der kun venter på signalet for terrorangreb mod den intetanende civile europæiske befolkning.

Vi skal have den australske model implementeret i Middelhavet, hvor masseindvandringen kan stoppes ved øjeblikkelig returnering af flygtninge og lykkeriddere.

NEJ til mere EU – JA til lukkede grænser.