Gadefesten

20nov

Blog af  Nini Kristensen. Medlem af Dansk Folkeparti  nifm@live.dk

Der var engang en meget lang gade.

Gaden var så lang, at den gik rundt og rundt og der var mange forskellige huse i den. Fra de ringeste rønner til de prægtigste palæer. Der boede mange forskellige mennesker i gaden, ja, så forskellige, at det ikke var til at begribe.

Engang sad nogle af naboerne i et af de mere mondæne områder og småsnakkede hen over en repræsentationsmiddag, og den ene sagde: ‘Ved I hvad, jeg har fået en glimrende ide. Lad os holde en gadefest her i vores ende, så inviterer vi alle dem med, som har lyst til at komme. Pengene betyder ikke noget, vi er rige, vi har så rigeligt råd, og det bliver skønt at se nogle andre, end dem vi er vant til at se. Det er så skønt, at se nogle andre mennesker og høre nogle andre dialekter. Jeg ved godt, at der er nogle af dem længere henne ad gaden, som ikke bryder sig om ideen, men de er nogle frygtelige typer, som ikke ser verden på samme måde som os, så deres mening har selvfølgelig hverken samme vægt eller værdi som vores. De er nok i virkeligheden bare egoistiske og ønsker ikke at risikere at miste deres arbejde til nogen, som vil udføre det for under det halve, hvis det var sådan at de kunne.’

Så der blev sendt invitationer ud. Fordi gaden var så lang, blev invitationerne sendt ud via radio og TV. Den blev sendt ud på alle kanaler, også dem, der kun kunne modtages, hvis man vendte sin parabolantenne i den helt rigtige retning eller i det mindste havde en smartphone, så man kunne følge lidt med.

Og man må sige, at der var mange, som syntes at det da lød helt fint, det der med at kunne komme til gratis middag hos de rige, og der var også nogen, der havde snakket om gaver, og vejbelægningen var vistnok af pureste guld, som man måtte samle op og tage med sig. Sådan er det sommetider, når en besked skal langt omkring, den kan godt ende med at lyde lidt anderledes, end da den blev afsendt.

Faktisk begyndte det at strømme ind med gæster, længe inden festdagen egentlig skulle stå. Og gæsterne ville egentlig helst blive, i stedet for at skulle til at tage hjem igen og så komme tilbage senere. Og mens de ventede, ville det da være på sin plads, om værterne lige sørgede for kost og logi indtil festen begyndte. Nå ja, og måske nogle penge, så man kunne forsørge sig selv, mens man ventede. Åh, jo, forresten, kunne værten også lige sørge for, at gæstens nærmeste familie kunne komme med til fest? Det ville være rigtig fint. Ja, faktisk ville det være forventeligt. For det havde man fået at vide hjemmefra, og det viste sig jo at holde stik.

Det var ikke helt det, de rige i det mondæne område havde regnet med, men de syntes egentlig ikke helt, de kunne sige nej, for der var nogen, der havde sagt noget om, at hvis man ikke syntes, at alle de mange gæster fakisk var lidt af en velsignelse, så var man et frygteligt menneske, der faktisk bedst kunne sammenlignes med dem, som man selv bedst kunne lide at se ned på. Så de lod indtil videre som ingenting. Det skulle nok gå. Gaden var lang og der var mange, som kunne være med til at betale.

Og strømmen af gæster fortsatte. Også selv om vejret efterhånden var ved at blive lidt træls og det ikke kunne være nogen fornøjelse at traske så langt hen ad gaden for at være med til gadefesten. Vejret var faktisk blevet så ringe nogle steder – husk, gaden var meget lang – at rejseførerne havde skiftet til vintertakster. Så kunne man holde strømmen vedlige.

En aften mødtes de mondæne, som vi kan huske fra starten af historien, over endnu en repræsentationsmiddag. De havde spist og drukket godt, og drak stadig godt. Prisen betød ikke noget, for en repæsentationsmiddag betales af os alle sammen, og det betyder, at den er gratis. Det er logik. ‘Ved I hvad,’ sagde den rige, som i sin tid havde fået den glimrende ide. ‘Jeg er ikke sikker på at den gadefest var en god ide. Gæsterne kommer uden at have noget med. De kommer for tidligt, de vil indlogeres, de vil have penge, og værst af alt, de tager ikke hjem igen. Faktisk er jeg også ved at blive lidt træt af at høre alle de dialekter, for de skælder faktisk alle sammen ud på os og kalder os frygtelige ting. Men vi kan jo ikke så godt stille os op og indrømme, at det var en dårlig ide. Hvad gør vi?’ ‘Det er ikke noget problem,’ sagde ‘Englen’, som hun blev kaldt. ‘Vi har masser af plads, også selv om alle andre siger, at vi ikke har, og hvor der er hjerterum er der husrum. Det føler jeg, at vi skylder. Vi skal bare have alle andre i gaden til at forstå det, så gør vi bordet længere og får nogle flere stole ind, så går det nok.’

Så der blev sat nogle flere borde og stole frem, men det gik slet ikke hurtigt nok, for strømmen af gæster fortsatte. Det var simpelthen så uimodståelig en invitation, at alle bare måtte tage imod den. I hvert fald alle dem, som kunne se en fordel i at tage ophold i den pæne ende af gaden og lade sig forsørge af de rige mennesker, der boede der, selvom gadefesten faktisk i mellemtiden var blevet aflyst. Der var endda blevet sendt nye meddelelser ud i radio og TV, der fortalte at festen var blevet aflyst, men det havde ikke helt den ønskede effekt, for i mellemtiden havde ‘Englen’ sendt sin helt egen invitation ud, og nu var strømmen blevet til en flod af ivrige og forventningsfulde gæster. Nogle af dem kom vist fra frygtelige steder, de var temmelig forhutlede og vel nærmest at beskrive som værdigt trængende, men langt de fleste var meget friske, feststemte og fyrige unge mænd, hvoraf en ikke ubetydelig del åbenbart var af slagsen, som kun tager til fest for at lave ballade. Det begyndte i det hele taget at se lidt uoverskueligt ud, især fordi gadefesten spredte sig mere og mere, og efterhånden fyldte temmelig meget. Så meget, faktisk, at der var dele af gaden, som fandt det nødvendigt at sætte afspærringer op og sige ‘Hertil og ikke længere’.

Det var lettere sagt end gjort. Især i de områder, hvor man ikke rigtig kunne blive enige med sig selv om, om man nu også mente det, om det gjaldt for alle eller kun for nogen, og hvis kun for nogen, hvilke skulle det så gælde for. Det var ikke let, og vægelsindet fyldte meget. Faktisk var der områder, hvor de humanistisk indstillede følte sig helt superafmægtige – ja, de havde endda været nødt til, omend pakket ind i fornærmelser og spydigheder og i form af et ufravigeligt krav, at tigge den nabo om hjælp, som de hidtil havde ringeagtet på en måde, som kun den helligste hellige kan ringeagte den laveste synder. Det var i det hele taget ikke noget kønt syn.

Gadefesten, der aldrig rigtig var kommet i gang, på trods af de mange gæster og den megen forplejning og det omfattende værtsskab, var ikke længere en fest. Den megen alsidighed viste sig slet ikke at være alsidig. Den var tværtimod i allerhøjeste grad ensidig. Næsten alle gæsterne, som ellers var blevet venligt modtaget, bænket og bespist, havde modtaget omsorg og endda en regn af pengegaver, var enige om at værterne faktisk var for ingenting at regne, og det i en sådan grad, at hvis det skulle passe gæsten, måtte denne, såfremt værterne i gaden udtrykte nogen form for uenighed, misbruge, mishandle, lemlæste eller sågar dræbe værterne. Nogle af gæsterne opførte sig ikke sådan. Men de gjorde heller ikke noget for at standse den adfærd hos andre. De sagde heller ikke noget. De forholdt sig sådan lidt afventende. ‘For det,’ sagde de alle som en, ’står skrevet, og det tror vi på.’

Men henne i det mondæne kvarter sad alle de, som i sin tid havde udsendt invitationen, og forsøgte at bilde alle de andre i hele gaden ind, at alting var helt i orden, at der var tale om en midlertidig problemstilling, også selv om man godt vidste, at der her og der var nogle enkelte eksempler på, at festen kunne udarte sig til skænderier og uoverensstemmelser, og at det hele nok skulle ordne sig. For sådan ser verden altid ud, når man sidder og taler med de andre rige hen over middagsbordet, og ikke selv på noget tidspunkt personligt kommer til at mærke konsekvensen af sine beslutninger. Og det er ganske vist.