Ja til gris på gaflen

21jan

Claus Kvist Hansen, Folketingsmedlem (DF), Randers Sydkredsen

I mandags besluttede Dansk Folkeparti og Venstre i Randers, at svinekød skal være en del af menuen i kommunens institutioner. Det kan jeg kun ønske tillykke med.

Jeg håber herefter, at DF og V vil fortsætte det gode samarbejde vedrørende rituelt slagtet kød, dvs. primært halal-kød.

Ifølge islamiske forskrifter skal en halal-slagtning foregå sådan, at dyrets hals skæres over, mens dyret endnu er i live, for dyret skal kunne høre den islamiske bøn, som læses for det i dødsøjeblikket. Man tror, at det er løgn, men det er altså sådan noget tågesnak, der bestemmer, hvad danskerne får tilbudt. Mange slagterier og kødleverandører omsætter næsten udelukkende halalslagtet kylling og oksekød, fordi det er nemmere at håndtere kun én produktionslinje. Dermed er det reelt umuligt at vide, om man spiser halalkød uanset, om det er halal-mærket eller ej. Jeg håber, at Randers kommune tager skridtet fuld ud for at værne om dansk madkultur: ud med rituelt slagtet kød!