Kære Claus Omann Jensen

04sep

Læserbrev af Pia Nyholm Bestyrelsesmedlem Dansk Folkeparti Randers.

Jeg skriver her et åbent brev til dig, i håb om at du vil reagere på vores veteraners situation og forstå at vi som, ikke har deres ”bagage på ryggen”, ikke er i stand til at forstå deres behov. Så derfor har vi brug for et værested hvor de kan støtte op om og passe på hinanden.

Forsvaret har lavet en undersøgelse, hvor de har fulgt et bestemt hold udsendte som har været Irak og er kommet frem til, at der på præcis det hold, er ca. 10% der har fået psykiske mén i større eller mindre grad, indenfor det første halve år efter udsendelsen.

I Randers har vi 576 veteraner (oplyst af veterancenteret), i heldigste fald vil det betyde at vi kun har ca. 57 mennesker der har sat livet på spil for Danmark, som har fået psykiske mén.  Mén som i værste fald kan ende med en tragisk ulykke.

SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) har kørt undersøgelsen videre fordi bla. PTSD ikke altid viser sig indenfor det første halve år. I alt har 21 pct. af veteranerne i denne undersøgelse rapporteret om større eller mindre varige psykiske eller fysiske mén. Flere af veteranerne, der ikke længere er ansat i forsvaret, veteraner med psykiske mén eller veteraner, som er blevet såret eller repatrieret, oplever at de føler sig marginaliserede og ensomme.

Veteraner har brug for at tale med mennesker der forstår hvad det er de har oplevet. Dette behov opstår ikke kun i det første halve år efter udsendelsen, hvor forsvaret tager sig af det. Behovet kan opstå mange år senere, trigget af småting i hverdagen som stress eller traumer, ulykker, job- eller familie-tab. ”Battlemind To Peacemind” som bla. skal behandle de veteraner der har erkendt at de lider under PTSD er et fantastisk tiltag, men vi har ingen der tager sig af alle de der er i risikozonen og hvem vil være bedre til det end veteranerne selv?

Hvis man bare forholder sig til ordene ”vi kan ikke hjælpe folk, der ikke selv vil hjælpes”. Ja, så kan vi lige så godt lukke lokalpsykiatriernes opsøgende gadeteams.

Der er mange situationer vi, som ikke har været udsendte, slet ikke kan forholde os til. Situationer hvor veteranen eller kammerater har været i livsfare, eller hvor de har været med til at kæmpe for at holde kammerater i live indtil hjælpen når frem. Situationer hvor de har måttet stå hjælpeløse og se til på, at uskyldige børn og voksne blev myrdet på bestialsk vis. For Balkan-veteraner især, har der været mange episoder, hvor de har måttet agere ”clean-up” og rydde op efter uhyggelige mordere flere dage efter nedslagtningerne er foregået. Jeg kan næsten ikke gøre disse billeder forfærdelige nok. Vi som ikke har været der, vil automatisk slå over på ”film hjerne”. Men at være der, er absolut ikke det samme som at se det på film eller i TV. Vi vil aldrig kunne forstå lugten, smage, angsten, magtesløsheden, chokket og sorgen.

Vores veteraner har ud over de etablerede tilbud, ikke mindst behov for et sted de kan søge sammen og snakke uformelt. Ikke alle lider af PTSD, men som før nævnt, så lider mange under ensomheden. Jeg har allerede en veteran der stiller op og tilbyder sin hjælp og veteran-erfaring, du kan bare kontakte ham.

Veteran, tjenestegørende fra Tuzla og Krajina. Bo Møller – tlf.: 3066 7124

Så kære Claus Omann Jensen. Vi behøver ikke vente på at der bliver lavet en fiks og færdig veteranstrategi. Men vi kan starte med at du kontakter Bo Møller og at i sammen får afdækket det praktiske og økonomiske aspekt, for at de kan få et værested hvor veteranerne kan være sammen om det de har oplevet, og få den ro og det samvær de har så stort brug for.

Venlig hilsen
Pia Nyholm