Kære Danmark og kære danskere.

22nov

Blog af Lars Krogsorf-Jensen, Næstformand DF-Randers.

Den 3. december skal vi afgøre Danmarks fremtid på en lang række områder. En ganske simpel afstemning, hvor vi skal sætte ét kryds, enten ved JA eller NEJ. Der er intet partipolitik i forbindelse med denne afstemning. Det er udelukkende Danmarks fremtid vi skal afgøre.

Desværre er afstemningen ikke så simpel, som nogle gerne vil gøre den til. Det vi skal stemme om er, hvorvidt Danmark skal tiltræde et lovforslag (L 29), ”Lovforslag om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning”, som i al sin enkelthed består af 47 tætskrevne sider.

Grunden til at, lovforslaget skal til folkeafstemning, er at Danmark i forbindelse med lovforslaget afgiver suverænitet. Vi lader med andre ord andre lande få indflydelse på vore forhold i Danmark.

Hvis nogle har den tro på, at 47 siders tekst, som få danskere reelt er bekendt med, kan afgøres med et enkelt kryds, så er der mange, der på sigt bliver overrasket. Det er IKKE blot et spørgsmål om retsforbeholdet.

Har vi en gang sat kryds ved JA, så er der ingen vej tilbage, så har Danmark afgivet sin suverænitet og vi kan ikke vælge fra igen.

Sætter vi derimod kryds ved NEJ – så er der mulighed for efterfølgende, at vælge de beslutninger til, som tages i EU.

Kender du hele lovforslaget og konsekvenserne af en tiltrædelse af dette, og er du sikker på, at du vil stemme JA, så er der naturligvis ingen der kan forhindre dig i dette – endnu!

Er du det mindste i tvivl, så stem NEJ det 3. december. Bevar Danmark. Bevar vor retssikkerhed. Bevar muligheden for bekæmpelse af kriminalitet.