Velkommen til Ukendts-Danmark.

01okt

Blog af  Nini Kristensen. Medlem af Dansk Folkeparti  nifm@live.dk.

Hvad sker der mon, hvis man får tilbudt muligheden for at flytte med sin arbejdsplads til provinsen?

Tja, nogle af akademikerne i København kom i en så socialtruende eller måske nærmest ligefrem livstruende krisetilstand, at Statens institutioner måtte mobilisere krisepsykologer og arbejdsmiljøkonsulenter for at hjælpe den enkelte med at få lavet en plan for dennes nærmeste fremtid. Og bagefter fik de stakkels traumatiserede stakler sandelig resten af dagen fri til at bearbejde chokket, alt sammen på Statens regning, med andre ord betalt af hårdt arbejdende danskere.

FOMO (Fear Of Missing Out) – skrækken for at gå glip af noget – er tilsyneladende en udbredt lidelse blandt diverse etaters sarte mimoser, for ikke at tale om hovmodet, som ingen ende vil tage.

Vi har hørt i radioen og læst i aviserne, at udflytningen af nogle ganske få arbejdspladser fra København til provisen vil være en katastrofe for landet, idet både viden og ekspertise kun kan findes i København, for uddannelse samt dannelse findes simpelthen ikke ud over Valby bakke. Og alle ved jo, at det for størstedelens vedkommende er disse utroligt dygtige og veluddannede mennesker, som ene og alene får hjulene i Danmark til at dreje rundt.

Der er vel heller ikke noget mere angstprovokerende for den selv-vigtige caffe latte-drikkende københavner end at skulle hilse på, endsige arbejde sammen med, en uvidende, tandløs kodriver, håbløst klædt i overalls, gummistøvler og stråhat som et andet fugleskræmsel – et så skrækkeligt menneske, at vedkommende i værste tilfælde også kunne finde på at sætte kryds ved DF og drikke sort kaffe fra Madam Blå.

Tænk, hvis man forsvandt sporløst ovre på den rådne banan, i mørket alene udenfor den Københavnske comfort zone, hvor der ikke findes civilisation. Hvor der ingen metro er og hvor cyklen ikke bruges ret meget mere end lige lokalt, fordi afstandene ikke rigtig indbyder til et sådant miljørigtigt transportmiddel. Og tænk, hvis man skulle til at kommunikere med dem der-”hjemme” på e-mail/skype, eller var nødsaget til at flyve helt fra det mørke Jylland, fordi man skal til et møde inde på Strandholmen i København.

Og hvad med københavnerens ægtefælle/partner/hvad det nu hedder i dag? Staklen vil blive tvunget til at immigrere, med udsigt til arbejdsløshed ovre på bananen, hvor skolerne er lukket og universiteterne er af så ringe kvalitet at de kun uddanner kvægrøgtere og jordbærplukkere.

Kan du ikke klare dig andre steder – kan du altid blive i København.

København har for længst vendt ryggen til det øvrige Danmark. Når man læser i Politiken at ” med Fehmern forbindelsen bliver Danmark landfast med det øvrige Europa”, bekræftes Københavnerne i deres selvopfattelse, den der dikterer, at de er selve omdrejningspunktet.

Det er de samme, der skåler i caffe-latten og bekræfter hinanden i, hvor betydningsfulde de mener, de selv er, hylder kulturradikalismen samtidig med at de byder horder af flygtninge og immigranter velkommen, som nu skal have krisehjælp ved udsigten til at skulle møde eller arbejde sammen med en ”jyde” – Vorherre bevares.

Når store slagterier eller virksomheder lukker i Jylland og hele familier står uden arbejde, så er der ingen krisehjælp på Statens regning.

Jyden klarer sig selv – det gør de, for de er stærke, har begge ben godt plantet på og til en vis grad også i jorden, er ikke helt så ringe uddannet endda og faktisk tjener helt gode penge til støtte for det caffe-latte drikkende og mentalt skrøbelige Københavnske folk.

Måske kan udflytningen give nogle faktisk ganske veltiltrængte jobs til de ganske mange velkvalificerede jyder, når nu det er så uoverskueligt for mange at tage turen med.

Men til dem, der alligevel vover pelsen, det ene øje og de efterladte venners og kollegers fremtidige hånlatter, er der kun et at sige: Velkommen til ukendts-Danmark. I skal se, det går ikke så galt endda. Hvor utroligt det end måtte lyde, er der også cafeér i Hjørring.